Post by SEGES Innovation
20,709 followers
𝗘𝘁 𝗲𝗿𝗵𝘃𝗲𝗿𝘃 𝗶 𝗳𝗼𝗿𝗮𝗻𝗱𝗿𝗶𝗻𝗴 𝗸𝗮𝗹𝗱𝗲𝗿 𝗽å 𝗶𝗻𝗻𝗼𝘃𝗮𝘁𝗶𝘃𝗲 𝗹ø𝘀𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 🌱💡 I SEGES Innovation har vi netop offentliggjort vores årsregnskab for 2025. Med en vækst i omsætningen på 46,2 mio. kr. vidner regnskabet om et voksende behov for værktøjer og løsninger, der kan understøtte udviklingen af dansk landbrugs- og fødevareproduktion. ”Landbrugs- og fødevareerhvervet er under markant forandring i disse år, og her spiller vores værktøjer, løsninger og kompetencer en central rolle for både landmænd, rådgivere og andre aktører i og omkring erhvervet. Fx kalder implementeringen af den grønne trepart og en ny kvælstofregulering i dén grad på den store ekspertise, som vores medarbejdere besidder,” siger CFO Carsten Jespersen. SEGES Innovation arbejder lige nu på en ny strategi for 2027-30. Ifølge CEO Lisbeth Henricksen er virksomhedens berettigelse fremover større end nogensinde i lyset af den store omstilling, som landbruget skal gennemgå i de kommende år som konsekvens af bl.a. det nye regeringsgrundlag. ”Vi skal bidrage med viden, forskning, data, teknologi og innovation, så beslutninger træffes på et oplyst grundlag, og landmændene får en bred værktøjskasse med flere mulige veje frem. Det gælder blandt andet på griseområdet, hvor der er behov for nye systemer og løsninger, der kan styrke dyrevelfærden og samtidig sikre, at der stadig er en rentabel forretning. Det gælder også arbejdet med grundvand, arealanvendelse, data, klima og natur,” siger Lisbeth Henricksen. Læs mere om årsregnskabet her: https://lnkd.in/eZ45VSMX