Post by Region Hovedstaden

52,989 followers

Sundhedsvæsenet står for omkring 5 % af Danmarks samlede klimaaftryk. Langt størstedelen kommer fra indkøb og forbrug af varer, medicin og medicinsk udstyr, men laboratorier og diagnostik spiller også en væsentlig rolle. I Region Hovedstaden udgjorde klimaaftrykket fra indkøb til laboratorier og diagnostik 55.790 ton CO₂ i 2023. Skal regionen nå målet i vores grønne omstillings strategi Grøn2030 om at halvere CO₂-udledningen, kræver det en reduktion på 12.999 ton CO₂. På Rigshospitalet arbejder projektleder Kathrine Overgaard Foss Jensen med at omsætte ambitionerne til handling. Et indsatsområde har været de gule plastbeholdere til klinisk risikoaffald, som altid bliver brændt – uanset indhold. Kortlægninger viste, at beholderne ofte blev brugt til andet affald end nødvendigt. “Det var et af de første steder, vi satte ind. For vi kunne se, at der røg alt muligt andet affald i beholderne, og det er meget klimabelastende,” fortæller Kathrine Overgaard Foss Jensen. Ved mere korrekt sortering kan der spares op til fem kg CO₂ pr. beholder, og indsatsen har allerede betydet, at laboratorier og diagnostiske afsnit på Rigshospitalet bruger markant færre gule beholdere. Derudover arbejdes der med at: 🌱    Reducere antallet af analyser 🌱    Bruge mindre engangsudstyr 🌱    Optimere udnyttelsen af laboratorieudstyr Tiltagene skal på sigt udbredes til regionens øvrige hospitaler. “Det er udfordrende at ændre adfærd i en travl klinisk hverdag. Patienten kommer altid først, og det kræver tid og ressourcer at ændre vaner. Men med fælles retning og konkrete løsninger kan vi flytte meget,” siger Kathrine Overgaard Foss Jensen. 👉 Vil du læse mere om indsatsen og de mange øvrige initiativer? Læs den længere artikel på vores hjemmeside: https://lnkd.in/eMc7uZdx

Post content