Post by KVINFO

24,516 followers

"Adgangen til en tredje sygedag sender et tydeligt signal: Pasning og omsorg for børn er en samfundsbærende opgave, som fortjener reel anerkendelse. Det er på den ene side et vigtigt skridt for ligestilling, at man nu får løn for det stykke omsorgsarbejde, der ellers ofte er ulønnet. Men det er vigtigt at sikre, at flere rettigheder til familier ikke på den anden side i praksis bliver et skridt tilbage for ligestillingen," skriver Henriette Laursen i Altinget. Baggrunden er, at den statslige overenskomst nu giver forældre mulighed for at være hjemme med deres syge børn med løn, både på hjemkaldelsesdagen og på barnets tredje sygedag.   👉 "Men kvinders fravær forbundet med børns sygdom er stadig 58 procent højere end mænds. Samtidig viser nyere forskning, at kvinder generelt har et højere sygefravær end mænd, som drives af arbejde i hjemmet og ikke af et dårligere helbred. 👉 Undersøgelser viser også, at hvert barn, en kvinde føder, koster løn- og karrieremæssigt, mens det ikke har konsekvenser for mænds løn eller karrierer at få børn. 👉 Det er vigtigt at holde sig for øje, når dansk og international forskning viser, at klassiske familiepolitiske greb risikerer at modarbejde ligestilling både i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Hvis de ekstra børns sygedage bliver lige så skævt fordelt som de øvrige, kan de risikere at blive et skridt tilbage for ligestilling på arbejdsmarkedet." Børns sygdom og forældres fravær er ikke det nemmeste område at designe ligestillingsfremmende tiltag til. Men der er flere steder, man kan tænke det ind, skriver hun i debatindlægget: 🤝 Ved de næste mange overenskomstforhandlinger kan arbejdsmarkedets parter have det for øje, når de forhandler om ret til barnets tredje sygedag. KVINFO opfordrer industriens organisationer og andre faglige organisationer til at stille krav om løn under barnets sygedag til kommende overenskomstforhandlinger. Men der er også et politisk ansvar, som regeringen må tage: 🧒 Regeringen bør indføre en lovbestemt ret til barnets sygedage med løn, så alle forældre, også dem uden overenskomst, får lige muligheder. Og de bør undersøge, hvordan man kan øremærke sygedagene, så begge forældre holder dem, og vi sikrer reel ligestilling i både hjem og arbejdsliv. Find link til hele debatindlægget hos Altinget.dk i kommentarerne. #ligestilling #ok26 #dkpol

Post content