Post by Frederiksund Kommune
4,147 followers
Frederikssund Kommune igangsætter forundersøgelser af tre mulige lavbundsprojekter Frederikssund Kommune har sat gang i forundersøgelser af tre potentielle lavbundsprojekter ved Græse Ådal, Græse By og Svanholm Gods. Arbejdet gennemføres i samarbejde med frivillige lodsejere og eksterne rådgivere. Formålet med forundersøgelserne er at skabe et solidt beslutningsgrundlag for, om projekterne kan realiseres. De tekniske undersøgelser omfatter blandt andet undersøgelser af jordbund, kulstofindhold, hydrologi, naturforhold og de fremtidige afvandingsforhold. Samtidig gennemføres ejendomsmæssige undersøgelser, hvor lodsejernes ønsker og behov indgår som en vigtig del af vurderingen. Der er alene tale om forundersøgelser. Det er endnu ikke besluttet, om projekterne skal gennemføres, og deltagelse er helt frivilligt for de berørte lodsejere. Ved en eventuel gennemførelse kompenseres lodsejerne for et dokumenteret værditab. Lavbundsprojekter har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser ved at genskabe naturligt våde områder på tidligere drænede lavbundsjorde. Samtidig kan projekterne bidrage til bedre natur, øget biodiversitet og nye rekreative landskaber. Forundersøgelserne forventes at vare 1-2 år. Læs mere om Frederikssund Kommunes arbejde med Grøn Trepart og de igangværende projekter: https://lnkd.in/emzfF8-u Forundersøgelserne er finansieret af EU gennem CAP-programmet 2023-2027.