Post by Bispebjerg Hospital
18,653 followers
Hvordan taler man med patienter om fremtiden, når ingen kender svaret? 💬 Et nyt studie undersøger, om sundhedspersonale kan blive bedre til at overdrage svære beskeder til patienter og pårørende ved at følge et særligt samtaleforløb. Forløbet går under navnet ’Samtaler om Liv og Behandling’, og skal hjælpe patienter og pårørende med at tage stilling til vigtige spørgsmål tidligt i sygdomsforløbet, så behandling og pleje kan tilpasses patientens ønsker. Studiet er en del af et landsdækkende lodtrækningsforsøg, som undersøger, om Samtaler om Liv og Behandling kan forbedre kvaliteten af pleje og behandling for patienter med en livstruende sygdom. ”Resultaterne peger på, at usikkerhed om prognosen ikke behøver at stå i vejen for ”de svære samtaler”, hvor man taler om sygdommens alvor. Tværtimod kan den bruges konstruktivt til både at forberede patienter og pårørende på fremtiden og samtidig bevare håbet og fokus på livet nu og her,” siger projektleder på Samtaler om Liv og Behandling, Stine Novrup Clemmensen, der er overlæge, ph.d. og forsker ved Palliativ Forskningsenhed på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. I dag findes der ingen fast procedure for, hvordan sundhedspersonale taler med patienter om deres fremtid med livstruende sygdom. Studiet viser, at struktureret samtaleforløb og målrettet kommunikationstræning kan styrke sundhedsprofessionelles evne til at møde patienter og pårørende i en vanskelig livssituation. ”Vi ser, at patienter og pårørende ikke nødvendigvis ønsker enten håb eller realisme – de har brug for begge dele på samme tid. Vores studie viser, at sundhedspersonalet kan hjælpe dem med at navigere i den balance gennem åbne og fleksible samtaler,” siger førsteforfatter på studiet, Cæcilie Borregaard Myrhøj, der er klinisk sygeplejespecialist og ph.d. ved Rigshospitalet. Studiet er publiceret i JAMA Network Open og bygger på analyser af samtaler mellem 25 patienter med livstruende sygdom, deres pårørende og sundhedsprofessionelle fra hæmatologiske afdelinger i hele Danmark. Tak til Stine og Cæcilie for at skabe ny viden og sætte fokus på et vigtigt område. 💙