Post by Aarhus University
264,887 followers
Årets æresalumne på Aarhus Universitet er Lars Fruergaard Jørgensen 👏 Den tidligere administrerende direktør i Novo Nordisk står nu over for et nyt kapitel i sit liv. I et tidligere kapitel dansede han til Gnags, TV2 og Sanne Salomonsen på Handelshøjskolen. Før det var han en landmandssøn i Skals. ”Det er en stor ære at modtage Aarhus Universitets æresalumnepris som en validering af, at jeg har brugt min uddannelse og gjort en forskel. Jeg var den første i min familie, der gik på gymnasiet og universitetet, og jeg er taknemmelig over at bo i et land, hvor alle kan få en uddannelse,” siger Lars Fruergaard Jørgensen. Da Lars Fruergaard Jørgensen i 1991 færdiggjorde sin uddannelse på Aarhus Universitet i en tid med høj arbejdsløshed, sendte han fire ansøgninger på én gang – til Baltica, Bikuben, Unibank og Novo Nordisk. Alle kaldte ham til samtale. Novo Nordisk var først med et jobtilbud, og han begyndte ugen efter sin dimission. I 2017 blev han administrerende direktør for medicinalvirksomheden, og Lars Fruergaard Jørgensen har siden stået på talerstolen i FN og i den amerikanske kongres, og han har mødt personligheder som Emmanuel Macron, Dronning Margrethe og Bernie Sanders. Men det er ikke de bonede gulve, der driver ham. Det er de små øjeblikke. Som for eksempel samtalerne med patienter, der har fået livet tilbage af vægttabsmedicin. Eller møderne med medarbejdere i Novo Nordisk verden over. ”Jeg er en introvert person, der har haft et ekstrovert job. Mange mener, en leder skal være ekstrovert, superdynamisk og hoppe rundt på en scene. Det er fint. Men det at være introvert giver refleksion – og det er godt, når man skal løse komplekse problemer." "Flere har sagt til mig, at jeg har lært dem at være sig selv. Man kan kigge på salg, profit og aktiekurser. Intet slår at have påvirket mennesker.” Stort tillykke, Lars Fruergaard Jørgensen. Læs hele historien om, hvordan opvæksten som landmandssøn blev fundamentet for en karriere som topchef 👉 https://lnkd.in/disecGKs
Video Content