Post by Aarhus University

268,700 followers

Verdenssituationen har ændret sig, siden Peter Viggo Jakobsen gik på Aarhus Universitet, men det har ikke ændret hans lyst til at forklare den. Militæreksperten er kendt for sin evne til at skære ind til benet – og overraskende nok er han mindre bekymret for verdenssituationen end andre. Som én af Danmarks mest benyttede eksperter i international sikkerhedspolitik toner han jævnligt frem i medierne for at forklare komplekse konflikter. Han ser det som sin pligt at formidle sin viden til befolkningen. Og han opdagede tidligt, at han var god til det: ”Jeg kommer fra en baggrund, hvor der ikke var andre, der havde gået på universitetet. Og nogle gange skulle jeg jo forklare, hvad jeg lavede på det der mærkelige sted. Når jeg f.eks. sad i et omklædningsrum efter en fodboldkamp, stillede det nogle ret skarpe krav til formidlingen.” Efter eget udsagn larmede han ”ad helvedes til” til forelæsningerne på statskundskab. Hans medstuderende vendte ofte hovederne om i auditoriet, når han åbnede munden for at stille kritiske spørgsmål eller brokke sig, hvis undervisningen ikke var interessant. ”Allerede dengang var der nok mange, der vidste, hvem jeg var,” siger han. Og her over 30 år senere, mens danskerne fylder skabe og kældre med vanddunke, dåsemakrel og batterier, forholder Peter Viggo Jakobsen sig selv mere roligt til verdenssituationen: ”Jeg er måske mindre bekymret end gennemsnittet, fordi jeg har en bedre forudsætning for at se, hvad der egentlig foregår, og dermed sortere skidt fra kanel.” ”Jeg kan også godt forstå dem, der bare slukker for nyhederne. For det er uoverskueligt. Det er vigtigt at prøve at forklare folk, hvorfor det skal tages alvorligt, hvad vi kan gøre ved det, men også hvorfor der ikke er grund til at gå i panik,” fortæller han. Læs hele portrættet af Peter Viggo Jakobsen og en række andre alumner fra Aarhus Universitet her 👉 https://lnkd.in/eg3mpeUQ 📸: Scanpix

Post content